Fredag d. 01.03.2019

Trækfugle

Plakat for filmen Trækfugle

TRÆKFUGLE er en medrivende og æstetisk mavepuster med bjergtagende billeder og en kompromisløs fortælling om 1970’ernes narkohandel i Colombia.
Det hele starter med 30 geder, 20 køer, 2 æsler og 5 halskæder. Året er 1969, og den unge Rapayet gør kur til den endnu yngre Zaida. De er begge en del af Wayuu-folket, der bor i ørkenen tæt på grænsen mellem Colombia og Venzuela. De lever i et matriarkalsk samfund, hvor kvinderne tager de vigtigste beslutninger og bærer det største ansvar. Langsomt men sikkert involveres Rapayet i salget af marihuana til USA, og samtidig krakelerer hans familie og oprindelige kultur lidt efter lidt.

Efter SLANGENS FAVNTAG og hans sublime og hallucinerende udforskning af Amazonas, er Ciro Guerra tilbage med Cristina Gallego som med-instruktør. Sammen udforsker de gangstermiljøet i et et gennemført og nytænkende gangsterepos. TRÆKFUGLE er nemlig ikke endnu en ‘Godfather’-fortælling; der er ingen glorificering af vold, og der er ingen plads til klichéerne om latinamerikanske narkohandlere.

TRÆKFUGLE er urfortællingen om et helt lands fortabelse og forgabelse samt en familietragedie efter græsk tradition. Filmen er i fem dele og fordelt over tolv år, men den stramme ramme levner alligevel plads til magisk realisme, som er Gabriel García Márquez værdig.

Længde: 2:05
Instruktør: Ciro Guerra, Cristina Gallego
Skuespillere: Natalia Reyes, José Acosta, Carmiña Martínez
Censur: Tilladt for børn over 15 år

Green Book

Plakat for filmen Green Book

GREEN BOOK er baseret på en virkelig historie om et livslangt venskab og er et lunt feel good drama med masser af humor.

Da den italiensk-amerikanske udsmider Frank Anthony Vallelonga, også kendt som Tony Lip (Viggo Mortensen), bliver hyret som chauffør og bodyguard for den sorte klavervirtuos Dr. Don Shirley (Mahershala Ali), der skal på en koncertturné fra New York til Sydstaterne, må de gøre brug af en Green Book – en rejseguide og vejledning i hvilke restauranter og hoteller, der tager imod afroamerikanske borgere i 60’ernes USA – for at sikre at Shirley ikke nægtes servering, ydmyges eller trues på livet.

Sat i 60’ernes USA, præget af racisme og borgerrettighedsbevægelsen, bliver Tony og Don konfronteret med racehad og deres egne fordomme og får øjnene op for alt det, de har til fælles. Det, der starter som en to måneder lang turné, præget af nødvendighed, fører til etableringen af et smukt, livslangt venskab.

Længde: 2:10
Instruktør: Peter Farrelly
Skuespillere: Viggo Mortensen, Linda Cardellini, Mahershala Ali
Censur: Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år