Onsdag d. 27.03.2019

Trækfugle

Plakat for filmen Trækfugle

TRÆKFUGLE er en medrivende og æstetisk mavepuster med bjergtagende billeder og en kompromisløs fortælling om 1970’ernes narkohandel i Colombia.
Det hele starter med 30 geder, 20 køer, 2 æsler og 5 halskæder. Året er 1969, og den unge Rapayet gør kur til den endnu yngre Zaida. De er begge en del af Wayuu-folket, der bor i ørkenen tæt på grænsen mellem Colombia og Venzuela. De lever i et matriarkalsk samfund, hvor kvinderne tager de vigtigste beslutninger og bærer det største ansvar. Langsomt men sikkert involveres Rapayet i salget af marihuana til USA, og samtidig krakelerer hans familie og oprindelige kultur lidt efter lidt.

Efter SLANGENS FAVNTAG og hans sublime og hallucinerende udforskning af Amazonas, er Ciro Guerra tilbage med Cristina Gallego som med-instruktør. Sammen udforsker de gangstermiljøet i et et gennemført og nytænkende gangsterepos. TRÆKFUGLE er nemlig ikke endnu en ‘Godfather’-fortælling; der er ingen glorificering af vold, og der er ingen plads til klichéerne om latinamerikanske narkohandlere.

TRÆKFUGLE er urfortællingen om et helt lands fortabelse og forgabelse samt en familietragedie efter græsk tradition. Filmen er i fem dele og fordelt over tolv år, men den stramme ramme levner alligevel plads til magisk realisme, som er Gabriel García Márquez værdig.

Længde: 2:05
Instruktør: Ciro Guerra, Cristina Gallego
Skuespillere: Natalia Reyes, José Acosta, Carmiña Martínez
Censur: Tilladt for børn over 15 år

A Star is Born

Plakat for filmen A Star is Born

Bradley Cooper spiller den erfarne musiker Jackson Maine, der ved et tilfælde opdager - og bliver stormende forelsket i kunstneren Ally. Hun knokler som servitrice og har næsten opgivet sin drøm om at slå igennem som sangerinde... indtil Jack lokker hende ind i spotlightet. Men selvom Allys karriere hurtig tager fart, vakler deres skrøbelige kærlighedsforhold, da Jack kæmper en hård kamp mod sine indre dæmoner.
Kilde: Filmcompagniet

Længde: 2:16
Instruktør: Bradley Cooper
Skuespillere: Sam Elliott, Bradley Cooper, Bonnie Somerville, Lady Gaga
Censur: Tilladt for børn over 11 år

Selvhenter

Plakat for filmen Selvhenter

Det umage brødrepar, Emil og Magnus, rejser til Spanien for at hente liget af deres fordrukne og nu afdøde far hjem. Hvad, Emil ikke ved, er, at Magnus kun er taget med for at få fat i faderens værdifulde Rolex ur, så han kan redde sin blødende økonomi. Men transporten af en død far viser sig at ville koste over 70.000 kr. Magnus overtaler derfor en modvillig Emil til at stikke af med faren skjult i en tagboks på toppen af en alt for lille lejebil. Snart er de to på vild flugt fra politiet og fars sidste rejse får også mange andre lig i lasten til at vælte ud mellem de to brødre!
Kilde: Filmcompagniet

Længde: 1:32
Instruktør: Magnus Millang
Censur: Tilladt for børn over 11 år