MARTS 2026
Dagene bliver lysere og vi kan glæde os over, at regnen skyllede en del af sneen væk, så vi igen kan nyde det grønne græs samtidigt med at erantis og vintergækker nu spirer frem og melder forårets ankomst. Snart slipper frosten og sneen helt sit smukke tag i naturen. For Odsherred har da, trods mange udfordringer, været utrolig smuk iklædt sin vinterdragt.
Til vores yngste gæster har vi flere nye film på programmet. Den humoristiske ”Mission Bæver”, den tempofyldte ”Bakkekøbing – Fuld Gas” og den spændende ”Hopper og Det Mystiske Murmeldyr”. Se mere om disse og andre skønne film til børn og barnlige sjæle herunder.
Til de voksne kan vi fremhæve ”De Forbandede år – Fredens Pris”, der er sidste kapitel i Anders Refns episke trilogi, ”I Swear”, der er både smukt fortalt og hjerteskærende på den gode måde samt ”Paradis” hvor en families værdier og overbevisninger sættes på en hård prøve.
Kig herunder og se hvad vi eller har at byde på af nye film, foredrag, erindringsbio, opera-bio og meget mere. Der er som altid masser af gode grunde til at søge ind i biografens magiske mørke og lade sig opsluge :o)
KRØLLE BØLLE
DANMARKSPREMIERE
1/3 + 8/3
Krølle Bølle bor trygt under jorden på Bornholm sammen med sin familie og alle de andre trolde. Her er livet fuld af flagermusflyvning, hulefester - og regler, masser af regler. Især én regel må ikke brydes: Gå ikke op til overfladen, for mennesker er farlige. Men Krølle Bølle er en ballademager, der ikke helt forstår, hvad man skal med alle de regler. Da det pludselig buldrer oppefra, sniger han sig op mod menneskeverdenen, for at se, hvad der sker. Lillesøster Borra følger efter, og det, der begynder som en uskyldig balladeudflugt for de to, udvikler sig hurtigt til et storslået eventyr, fyldt med farer, magi og oplevelser større end noget, Krølle Bølle nogensinde kunne drømme om.
Kathrine fortæller: Filmen tager os med ind i en magisk verden, hvor trolde lever side om side med mennesker i de bornholmske klipper og skove. Tag dit barn eller barnebarn i hånden og få en fælles oplevelse fyldt med fantasi, humor, varme, eventyr og bornholmsk troldemagi.
MISSION: BÆVER
1/3 FORPREMIERE
DANMARKSPREMIERE
7/3-8/3 + 14/3-15/3 + 21/3 + 28/3 + 30/3-31/3
Fra de hjertevarme og fantasifulde skabere hos Pixar kommer Mission: Bæver, en humoristisk og eventyrlig fortælling om mod og fællesskab.
En gruppe opfindsomme bævere opdager, at flodens vandforsyning er i fare på grund af menneskers byggeprojekter. Sammen planlægger de en dristig mission for at redde deres hjem og vise, at selv de mindste kan gøre en kæmpe forskel. Med masser af latter, finurlige opfindelser og hjertevarme øjeblikke tager Pixar publikum med på et uforglemmeligt eventyr.
Vi fik skrevet forkert i sidste måneds nyhedsbrev. Det er nemlig i denne forrygende film, at vi har vores helt egen filmstjerne med i form af Mie fra Filmgruppen, der var så heldig at blive udtrukket til at komme ind og lægge stemme til nogle af karaktererne. ”Det var en fantastisk oplevelse at være en del af produktionen og opleve en film blive til”, fortæller Mie.
CHRISTIANIA
DANMARKSPREMIERE
1/3 + 4/3 + 10/3
I 1971 besatte hundredvis af unge, de forladte kaserner på Bådsmandsstræde i København, og med ét blev Christiania født - et vildt eksperiment i frihed, fællesskab og et reelt alternativ til det etablerede samfund. Nu har bydelen endelig fået den film, som dens brogede historie fortjener. En ærlig, skæv og morsom film, der med en levende brug af hidtil uset arkivmateriale og nye optagelser fra samtiden, tegner et portræt af et mikrokosmos i forandring. Filmskaber Karl Friis Forchhammer, kaster et skarpt blik gennem den søde røg, og bag tågen finder han en smuk (og naiv) drøm om frihed, demokrati, kreativitet og samhørighed, men også den mørke bagside med vold, stoffer og omverdenens pres. 50 års drømme, konflikter og kompromisser har sat sit præg på Fristaden. Fra nybyggernes idealisme og kollektivisme, hippiernes stærke tobak og konsensusdemokrati til rockernes indtog på stofmarkedet, kampen om Pusher Street og Christianitternes forsøg på atter at samle et splittet fællesskab.
‘Christiania’ er et unikt tilbageblik på de sjove og alvorlige historier, som har formet et fællesskab over 50 år. Om et særligt sted på Danmarkskortet, der helt og holdent er sit eget, og stadig kæmper for at det forbliver sådan - og hurra for det!
Bente boede i 70erne i udlandet og hørte kun lidt om starten af fristaden Christiania. Men hun anbefaler denne dokumentar, som giver et fint og interessant billede af kampen for et alternativt samfund, som de færreste af os var en del af.
EPIC: ELVIS PRESLEY IN CONCERT
DANMARKSPREMIERE
1/3 + 7/3 + 11/3 + 14/3 + 16/3
Elvis synger og fortæller sin historie som aldrig før i en ny dokumentarfilm ”EPiC: Elvis Presley in Concert” fra den visionære filmskaber Baz Luhrmann.
Under indspilningen af "Elvis" (2022) med Austin Butler satte Baz Luhrmann sig for at finde frem til hidtil usete optagelser fra de ikoniske koncertfilm fra 1970'erne 'Elvis: That's the Way It Is' og 'Elvis on Tour', som angiveligt var gået tabt.
En af de første visninger på ”EPiC: Elvis Presley in Concert” i USA fandt sted i Elvis Presleys tidligere palæ, Graceland, den 8. januar 2026, hvad der ville have været The King’s 91-års fødselsdag.
MARTY SUPREME
DANMARKSPREMIERE
2/3 + 6/3 + 12/3 + 17/3
4/3 STRIKKEBIO
I Marty Supreme spiller prisbelønnede Timothée Chalamet rollen som Marty Mauser, en ung karismatisk drømmer, som går gennem ild og vand i sin utrættelige jagt på at realisere sin livslange ambition om international berømmelse. Jagten på storhed og ære tager Marty på en vild rejse gennem 1950'ernes New York, Paris, London, Kairo og Tokyo i denne medrivende og energiske filmiske fortælling af instruktør Josh Safdie. Kilde: Nordisk Film.
Den 4/3 vises filmen som STRIKKEBIO med skelnelys, så du kan finde en tabt maske og hurtigt komme videre med dit projekt. Der er som altid også adgang uden strikketøj.
Den 6/3 vises filmen som FORMIDDAGSFILM, hvor du sparer 10 kr. pr. billet.
Denne film får ros fra alle kanter med ord som “en af årets bedste film” og “mesterværk” mens den også vurderes til at være Timothée Chalamets bedste præstation til dato. Filmen er nomineret til hele 9 Oscars, blandt andet for Bedste Film, Bedste Mandlige Hovedrolle og Bedste Instruktør.
NÜRNBERG
ØNSKEBIO – SIDSTE CHANCE
2/3
Anden Verdenskrig er netop afsluttet og verden kæmper med Holocausts rædsler. Den amerikanske hærs psykiater, oberstløjtnant Douglas Kelley (Rami Malek), får den ekstraordinære opgave at vurdere den mentale tilstand hos Hermann Göring (Russell Crowe), den berygtede tidligere rigsmarskal og Hitlers næstkommanderende, sammen med række andre højtstående nazistiske embedsmænd. Mens de allierede – anført af den ubøjelige amerikanske chefanklager, højesteretsdommer Robert H. Jackson (Michael Shannon) - navigerer i den monumentale opgave med at oprette en hidtil uset international domstol for at sikre, at naziregimet står til ansvar for sine grusomheder, lærer Kelley sine ”patienter” at kende. Men han befinder sig snart i en psykologisk duel med Göring, hvis karisma og snuhed afslører en alvorlig sandhed: at almindelige mennesker kan begå ekstraordinær ondskab.
KLASSEFESTEN 4 – VENNER FOR LIVET
ØNSKEBIO
3/3 M/DK TEKSTER
9/3
18/3 STRIKKEBIO
I ”KLASSEFESTEN 4 – Venner for Livet” er intet som det plejer! Thomas er blevet hjemmegående far med tvillingebabyer, Andreas har omsider fået sig en kæreste, og Niels har rejsningsproblemer efter en prostatakræftoperation og er deprimeret. Da han fylder 50 år, beslutter Andreas og Thomas sig for at løfte hans humør og arrangerer et surprise-party for ham i et sommerhus på Fyn. Sammen tager de på verdens vildeste tur for at finde tilbage til livet, kærligheden og hvad ægte venskab er lavet af. Filmen genforener det charmerende trekløver Nicolaj Kopernikus, Anders W. Berthelsen og Troels Lyby.
Den 18/3 vises filmen som STRIKKEBIO med skelnelys, så du kan finde en tabt maske og hurtigt komme videre med dit projekt. Der er som altid også adgang uden strikketøj.
Tja, Bente og Mie var ikke enige med de kritiske anmeldere, men til gengæld med alle de gæster, som har været inde og få lattermusklerne aktiveret så meget, at flere fik grineflip til helt ud på parkeringspladsen. Vi har derfor sat den på et par gange mere i marts, så flere kan få en på grineren. Og som tidligere nævnt, så er der også en dybde i filmen, som handler om venskabets store betydning
WUTHERING HEIGHTS
ØNSKEBIO
3/3 + 8/3
Instruktøren Emerald Fennell, kendt for filmene Promising Young Woman og Saltburn, står bag denne dristige og moderne nyfortolkning af Emily Brontës klassiske roman 'Stormfulde højder’. Filmen byder på en intens, passioneret og visuelt betagende fortolkning af en af litteraturens største kærlighedshistorier.
Med Margot Robbie som Cathy og Jacob Elordi som Heathcliff bringes den både ikoniske og tragiske kærlighedshistorie til live i en film om begær, kærlighed og galskab – fortalt med en nutidig stemme, der vil fange både nye og gamle fans af den tidløse fortælling.
Romanen blev publiceret i 1847 og står som en af de største klassikere i britisk litteratur. I sin samtid delte den vandene blandt kritikerne, og den var kontroversiel for sin skildring af mental og fysisk ondskab.
Bente så filmen på seneste filmtræf: Som vi skriver i ovenfor, så delte bogen vandene blandt anmelderne da den blev publiceret. Og det gjorde den nye film da også blandt kollegerne til visningen. Den gør ondt i sjælen og frastøder én voldsomt. Men den SKAL ses og så er jeg sikker på, at der efterfølgende opstår spændende samtaler, hvor forskellige meninger og synspunkter clasher!
BEGYNDELSER
BIOGRAFKLUB DANMARK
ØNSKEBIO
4/3 + 8/3 M/DK TEKSTER
11/3
Ane og Thomas står midt i en skilsmisse, men har ikke fortalt det til børnene endnu. Thomas er lige ved at flytte sammen med sin nye kæreste, da Ane pludselig rammes af en livsændrende blodprop. De beslutter at blive boende sammen, indtil Ane får det bedre, og mens hun indædt kæmper for at komme tilbage til sit gamle jeg, må de begge se en ny virkelighed i øjnene og finde håbet, der hvor ingen forventede at finde det.
BEGYNDELSER er et livsbekræftende og rørende kærlighedsdrama om, hvad der sker i en familie og i et parforhold, når livsbanen for et af medlemmerne pludselig ændres. Hovedrollerne som Ane og Thomas spilles stærkt og smukt af Trine Dyrholm og David Dencik.
Filmen fik flotte anmeldelser og gæsterne har alle været meget berørte over filmen med store skuespilpræstationer. Men Bente har også truffet mange, som siger ”nej, den har jeg ikke lyst til, der er så meget tristesse i verden, så det orker jeg ikke”. Men filmen er ikke trist, den er vedrørende og smuk. Så vi giver den et par dage mere i marts.!
PARADIS
DANMARKSPREMIERE
5/3-6/3 + 13/3
8/3 + 24/3 M/DK TEKSTER
Mikkel og Louise tager på en velfortjent all inclusive-ferie til Gran Canaria sammen med deres to døtre Sille og Ella. Omgivelserne inviterer til en uges afslapning med palmetræer og et lyseblåt Atlanterhav i horisonten. Men virkeligheden bliver en anden, da familiens ferieparadis afbrydes af både med flygtninge, der sejler ind på badestranden. Da parret ved et uheld påkører en afghansk flygtning, som efterfølgende opsøger dem på deres hotel, kommer deres velmenende humanistiske værdier på prøve, og parret stilles over for spørgsmålet: Hvad vil det egentlig sige at være et godt menneske?
HAMNET
DANMARKSPREMIERE
5/3-7/3 + 9/3 + 15/3 + 18/3
”Hamnet’ er en film om kærlighed og tab, og handler om, hvad der inspirerede til skabelsen af Shakespeares tidløse mesterværk Hamlet. Filmen er instrueret af den Oscar®-vindende forfatter/instruktør Chloé Zhao (Nomadland), og i rollen som Shakespeare ses Paul Mescal, og Jessie Buckley spiller hans kone Agnes. I øvrige roller medvirker bl.a. Emily Watson og Joe Alwyn. På listen over producenter bør nævnes eksempelvis Steven Spielberg og Sam Mendes.
’Hamnet’ har allerede vundet flere filmpriser - årets publikumspris på Toronto Film Festival og det samme på London Film Festival. Ved Gotham Independent Film Festival blev filmen end videre nomineret for bedste film og bedste kvindelige hovedrolle (Jessie Buckley).
Den 18/3 vises filmen som FORMIDDAGSFILM, hvor du sparer 10 kr. pr. billet.
Bente anbefaler filmen og forklarer, set i lyset af sin egen forvirring, at Hamnet er Shakespeares søn, som døde som 11 årig og forårsagede den gribende sorg, der inspirerede ham til Hamlet.
I SWEAR
9/3 FORPREMIERE - KUN DENNE DAG: 50% RABAT NÅR MEDLEM AF BIOGRAFKLUB DANMARK
DANMARKSPREMIERE
26/3-27/3 + 31/3
I Swear er baseret på den inspirerende historie om John Davidson, der vokser op i 1980’ernes Skotland. Som teenager er han populær, målmand på fodboldholdet og fuld af selvtillid, indtil diagnosen Tourettes syndrom vender hans liv på hovedet. Nu må han finde sin egen vej i en hverdag, hvor tics og voldsomme udbrud både skaber kaos og komiske øjeblikke. Heldigvis finder John støtte hos nye venner, der møder ham med åbne hjerter og kan se det sjove i de mange kreative bandeord. Han indser, at omverdenens uvidenhed er et større problem end selve diagnosen – og det bliver hans livsværk at udbrede viden, forståelse og accept.
Denne film er ikke med i Biografklub Danmark pakken, men til forpremieren den 9/3 kan du købe både din og 1 ledsagers billet til halv pris, hvis du er medlem af Biografklub Danmark. Kvittering på at du er medlem af Biografklub Danmark sæson 25/26 skal fremvises ved indgangen.
”I Swear” er ikke bare en film – det er en historie, der bliver siddende i kroppen længe efter at rulleteksterne er færdige.
Jeg så filmen til et tidligere filmtræf, og den ramte mig dybt. Det er en autentisk, ærlig og rørende fortælling, som man simpelthen ikke må misse. I 80’erne vidste man ikke meget om Tourettes syndrom, og John blev misforstået, ikke set og ikke hørt. Først da han møder sin bedste vens mor - en sygeplejerske, der ser mennesket bag diagnosen - begynder noget at ændre sig.
Filmen balancerer stærkt mellem kaos og humor, smerte og håb. De kreative bandeord skaber både grin og eftertanke, men under det hele ligger en vigtig pointe: Det er ofte uvidenheden, der gør mest ondt. I Swear er en film, der rører, oplyser og åbner øjne. En film, der fortjener at blive set – og husket, fortæller Mie fra filmgruppen.
THE WIZARD OF THE KREMLIN
(PUTINS VEJ TIL MAGTEN)
DANMARKSPREMIERE
10/3 + 15/3 + 29/3
Rusland, begyndelsen af 1990’erne. Sovjetunionen er brudt sammen. Midt i kaosset, i et land, der forsøger at genopfinde sig selv, er den usædvanligt intelligente unge Vadim Baranov i færd med at finde sin plads. Først som avantgardekunstner, siden som producer af reality-tv, bliver han uofficiel rådgiver for den tidligere KGB-agent, der er bestemt til at gribe den absolutte magt - manden, der snart vil blive kendt som “Zaren”: Vladimir Putin. Dybt indlejret i systemets kerne bliver Baranov spindoktor for det nye Rusland og former taler, illusioner og virkelighedsopfattelser. Men én person forbliver uden for hans rækkevidde: Ksenia, en fri og undvigende kvinde, som repræsenterer muligheden for flugt - væk fra politisk indflydelse og magtens greb. Femten år senere, efter at have trukket sig tilbage i stilhed, indvilliger Baranov i at tale. Det, han afslører, udvisker grænserne mellem sandhed og fiktion, tro og strategi. THE WIZARD OF KREMLIN er en rejse ned i magtens mørke korridorer - en film, hvor hvert eneste ord er led i et spil.
ERINDRINGSBIO – DEN STORE DAG
11/3
Væk minderne med ErindringsBio, der er et gratis filmtilbud til mennesker med let til moderat demens sammen med pårørende, plejepersonale og frivillige.
Året er 1975. Filmen følger hele konfirmationsforløbet fra de første forberedelser, til indkøb af kjole, konfirmationssang, mad til festen frem til selve Den store dag. Eksempler fra landet viser forberedelserne i hjemmet og hos præsten og usikkerheden hos børnene i fortolkningen af begrebet konfirmation. Instruktør: Jørgen Vestergaard. 33 min.
Filmen vises med skelnelys i salen. Efter filmene serveres gratis kaffe og kage - men vær opmærksom på, at det skal bestilles på forhånd. Vælg mellem KUN film eller Film inkl. gratis kaffe og kage.
HOW TO MAKE A KILLING
DANMARKSPREMIERE
12/3-14/3 + 20/3-21/3
I denne nye thriller-komedie følger vi Becket Redfellow, medlem af den ekstremt velhavende familie Redfellow. Men Becket (Glen Powell) har aldrig nydt godt af formuen. Siden hans stinkende rige bedstefar smed ham og hans mor på porten, har de måttet klare sig selv. Nu står syv forkælede familiemedlemmer mellem ham og arven på 28 mia. dollars. Becket beslutter sig for at tage sagen i egen hånd og myrde sine konkurrenter, så han kan få fingrene i det, han er blevet snydt for.
SENIORBIO – INGEN KÆRE MOR
M/DK TEKSTER
16/3
INGEN KÆRE MOR er et livsbekræftende, rørende og hjertevarmt drama om tre generationer af kvinder i en familie. Moderen er uhelbredeligt syg, men det har hun kun fortalt sin datter. Ikke sin egen mor. Da de alle tre ender med at fejre jul sammen i et sommerhus, kommer sandheden frem, og kvinderne tvinges til at konfrontere hinanden og deres relationer på kryds og tværs. Fortalt med både humor og håb, bliver julen rammen for kvindernes uundgåelige mor/datter-opgør, som måske kan bane vejen for en ny begyndelse. Kilde: NF Film.
Det er også denne dag, vi skal vælge hvilke film, vi skal se i efterårssæsonen.
Kl. 9.15 til ca. 11.30. Pris kr. 120.
Kl. 12.00 til ca. 14.00. Pris kr. 120.
Kl. 14.30 til ca. 16.30. Pris kr. 70.
Forestillingerne kl. 9.15 og kl. 12 er med efterfølgende kaffe og sandwich. Forestillingen kl. 14.30 er uden traktement.
Alle er velkomne, uanset alder! Du kan læse mere om Senior Bio her på siden.
MADKLUBBEN 2 – HJEMME IGEN
M/DK TEKSTER
ØNSKEBIO
16/3
De tre veninder, Marie, Berling og Vanja, er hjemme igen. De er flyttet sammen i et stort smukt hus med højt til loftet og ugentlig madklub. Marie er ved at vænne sig til livet som nyskilt, den nybagte mormor Vanja tager sig af barn og barnebarn, mens Berling er blevet tvunget på pension. Men med sædvanligt imponerende overskud beslutter de tre kvinder med Berling i spidsen sig for at skabe Fyns største lokale Madfestival! En beslutning, som ikke går helt stille for sig hverken i eller omkring det lille bofællesskab…
FREJA POLONIUS – AKTIV DØDSHJÆLP
TIRSDAGSTRÆF I VIG BIO – LOF FOREDRAG
17/3
Freja Polonius er en engageret stemme i den danske debat om aktiv dødshjælp. Med udgangspunkt i egne erfaringer som pårørende til sin vens beslutning om at vælge aktiv dødshjælp, bringer hun både en personlig og faglig vinkel ind i en af tidens mest komplekse diskussioner. Freja formidler med nærvær, indsigt og ro, og hendes foredrag giver publikum mulighed for at reflektere over de etiske dilemmaer, vi som samfund står overfor. Hun formår at kombinere følelser med faglighed og skaber et trygt rum til at tale om livets sværeste spørgsmål.
Køb billet her.
13 DAGE 13 NÆTTER
ØNSKEBIO
17/3
Kabul, den 15. august 2021.
Mens de amerikanske tropper forbereder sig på at trække sig ud af Afghanistan, stormer Taleban hovedstaden og tager magten, hvilket kaster byen ud i kaos. Kommandør Mohamed Bida og hans mænd skal sørge for sikkerheden på den franske ambassade, den sidste vestlige højborg. Bida er fanget derinde sammen med hundredvis af civile, der har søgt ly på ambassaden. Med hjælp fra Eva, en ung fransk-afghansk nødhjælpsarbejder, skal han forhandle med Taleban om at organisere en konvoj i et sidste forsøg på at blive evakueret. Dermed begynder et kapløb med tiden for at nå frem til lufthavnen og flygte fra Kabuls helvede, før det er for sent. Med på rollelisten er altid fremragende Sidse Babett Knudsen.
Mie har set filmen og understreger, at det ikke er en klassisk krigsfilm, men en autentisk og menneskelig fortælling om de dramatiske dage, hvor Taleban indtog Kabul. Filmen er både intens og ekstrem spændende. “Jeg sad som på nåle helt ude på kanten af stolen under hele filmen,” siger Mie og giver den sine allerbedste anbefalinger.
DE FORBANDEDE ÅR – FREDENS PRIS
BIOGRAFKLUB DANMARK
DANMARKSPREMIERE
19/3 + 23/3-25/3 M/DK TEKSTER
19/3-22/3 + 26/3-29/3 + 31/3
25/3 STRIKKEBIO
Året er 1945. Krigen er endelig slut. Danmark er frit, men splittet. Meget har ændret sig for familien Skov. Karl og Evas ægteskab er tyndslidt, og Eva beslutter at forlade sin mand. Samtidig venter et brutalt retsopgør for Karl og dem, der samarbejdede med nazisterne under krigen. Aksel og hans kammerater fra modstandskampen ser til med voksende frustration, mens landet kæmper for at genopbygge sig selv og undervejs ser målet om et nyt og bedre Danmark smuldre. Imidlertid samles Aksels søskende, Valdemar, Helene og Knuds enke Britta, om en fælles drøm, der åbner nye perspektiver for familien.
DE FORBANDEDE ÅR – FREDENS PRIS er sidste kapitel i Anders Refns episke trilogi om krigens dybe spor. En dramatisk og gribende fortælling om en nation og families forsøg på at hele sig selv.
Den 25/3 vises filmen som STRIKKEBIO med skelnelys, så du kan finde en tabt maske og hurtigt komme videre med dit projekt. Der er som altid også adgang uden strikketøj.
Den 25/3 vises filmen også som FORMIDDAGSFILM, hvor du sparer 10 kr. pr. billet.
VELKOMMEN PÅ MÅNEN
FORPREMIERE
MED BESØG AF INSTRUKTØR ASKE BANG
21/3
Bo og Martin fejrer en meget utraditionel polterabend i et øde sommerhus på Møn. En kvinde er blevet bortført, og en klovn bliver ved med at forfølge vennerne. Paranoia, joints, absint og et møde med to prostituerede sender de to venner ud på en absurd rejse, hvor grænserne mellem virkelighed og fantasi udviskes – og deres venskab for alvor sættes på prøve.
Velkommen på Månen er en psykologisk venskabskomedie: uforudsigelig, morsom og dybt menneskelig. Hovedrollerne som Bo og Martin, spilles af instruktør Aske Bang og skuespiller Stanislav Sevcik.
Bang har af Filmmagasinet Ekko fået tildelt titlen: Kongen af Ekko Shortlist, da han er den eneste instruktør, som har haft hele fem film præsenteret på den prestigefyldte kortfilmsliste. Hans afgangsfilm fra filmskolen 'Den fremmede' ligger nr. 2 på listen ud af 1.826 film.
Bente er spændt på jeres reaktion. Da hun selv så den, overraskede den og sad længe i kroppen. En flot og anderledes debutfilm, som har været længe undervejs og lavet uden tilskud. Tillykke til Aske.
CARSTEN BECH – DET HANDLER OM MENNESKER
TIRSDAGSTRÆF I VIG BIO – LOF FOREDRAG
24/3
Det handler om mennesker – fremtidens borger, forbruger, ildsjæl og medarbejder.
Carsten Beck er en af Danmarks mest efterspurgte fremtidsforskere og en markant stemme, når det gælder forståelsen af megatrends. Med baggrund i sit arbejde på Instituttet for Fremtidsforskning har han analyseret de tendenser, der former vores samfund, organisationer og hverdag. Han har leveret mere end 1000 foredrag i over 30 lande og taler både til internationale konferencer og mindre workshops. Et foredrag med Carsten Beck giver jer ikke blot indsigt i fremtiden, men også konkrete anbefalinger til, hvordan I kan navigere i en verden præget af digitalisering, demografiske skift og nye værdier.
Køb billet her.
BAKKEKØBING – FULD GAS
PREMIERE
28/3 + 31/3 + FLERE TIDER I APRIL
Tre usandsynlige venner forsøger at vinde det legendariske “Paris til Pyramiderne”-rally. Deres opfindelser har skabt flere problemer, end de har løst, så borgmesteren har forbudt dem at blive i deres lille landsby Bakkekøbing. De må bevise deres værd ved at vinde løbet, og med det fantastiske racerbilsvidunder – Il Tempo Gigante – har de måske en chance! I et frygtløst ræs gennem Paris’ gader, de italienske alper og de glohede egyptiske ørkener sætter de deres hjem og deres venskab på spil – og én af dem må endda sætte livet på spil for at redde dagen.
HOPPER OG DET MYSTISKE MURMELDYR
DANMARKSPREMIERE
28/3 + 30/3 + FLERE TIDER I APRIL
Hopper begiver sig ud på en episk mission sammen med et mystisk murmeldyr, der har evnen til at spole tiden tilbage og redde sin art. Alt går øjensynligt fint, indtil hans gruppe opdager, at de ikke er de eneste, der leder efter denne urgamle kraft og eventyret tager en meget farlig drejning.
OPERABIO FRA THE MET – TRISTAN UND ISOLDE
29/3
Wagner spænder her harmonierne ud til det yderste og bruger orkestret mere raffineret end nogensinde før. I 1860'erne var musikken så avanceret, at selv de bedste sangere og orkestre måtte kaste håndklædet i ringen, når de så, hvad Wagner kræver af sine medvirkende. I Wien måtte man opgive at stå for uropførelsen efter ikke færre end 70 prøver.
I dag er operaen en milepæl i vestlig musik og den ultimative hyldest til kærligheden. Tristan og Isolde handler om den unge, irske prinsesse Isolde, der skal giftes med den gamle, engelske Kong Marke, som sender et skib med sin nevø Tristan som brudefører. De to unge bliver brændende forelskede i hinanden og har en heftig kærlighedsnat sammen. Men kongens ære betyder alt, og Tristan udfordres til tvekamp – en kamp til døden.
I denne storslåede opsætning af Tristan und Isolde betræder Christine Goerke endnu en af Wagners sopranhøjder, hvor hun har hovedrollen som Isolde overfor den heroiske Tristan i form af tenor Stuart Skelton i Mariusz Trelińskis spændende iscenesættelse af en af de største kærlighedshistorier nogensinde.
Og ja, så skal vi igen glæde os til at se ”vores” Lise Davidsen efter sin barselsorlov– godt nok norsk, men uddannet i Danmark, så den går nok!
Med mange taknemmelige og forventningsfulde biohilsner
FILMGRUPPEN I VIG BIO
Mie, Kathrine og Bente
Læserbrev til borgere og politikere i Odsherred Kommune
Kære borgere og politikere,
Efterårsferien har givet rekordsalg i Vig Bio – Odsherreds eneste biograf.
Bag succesen står over 100 frivillige, som året rundt skaber filmoplevelser for mere end 30.000 gæster. Men bag de gode nyheder gemmer sig en alvorlig udfordring:
En uvildig Tilstandsvurdering viser et vedligeholdelsesefterslæb på omkring 17 millioner kroner på bygningen, som kommunen ejer.
Der har været biografdrift i Vig i over 100 år, og i år fejrer Vig Bio 40-års jubilæum som foreningsdrevet biograf – et levende bevis på lokalt engagement og kulturkraft.
Men bygningen er i kritisk stand. Kommunens manglende vedligehold gennem mange år truer nu biografens fremtid.
Vi har fået udarbejdet både et flot prospekt for ombygning og sal 2 samt en 70 siders teknisk rapport.
En stor fond var klar til at støtte projektet – men har trukket sig, fordi kommunen ikke har håndteret den eksisterende bygningsmæssige gæld.
Det viser, hvor dyrt passivitet kan være.
Vi takker for bevillingen på 2,5 millioner kroner til nyt tag, men hvad nytter et tag, når murværket, der skal bære det, smuldrer?
Der er brug for en helhedsløsning, ikke nødløsninger.
Kulturhus Vig Bio er Odsherreds kulturelle fyrtårn.
Vi appellerer til politikere og embedsmænd: Tag ansvar – og hjælp os med at bevare denne 100-årige kulturperle.
Sæt kryds ved de partier, der vil støtte kulturen i Odsherred – og vær med til at sikre Vig Bios fremtid.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Kulturhus Vig Bio
– på vegne af 100 frivillige og mere end 30.000 årlige gæster
Bente Elvert
Formand
Kulturhus Vig Bio
Ravnsbjergvej 2
4560 Vig
Mob. 21293302